onsdag den 30. april 2014

Galway - The Burren

Tidligt om morgenen henter den lokale Galway-guide Paul O´Donnell os på House Hotel, idet han har planlagt en heldagstur til The Burren syd for Galway.
Vi starter i Kinvarra ved Dunguiare Castle, som ligger særdeles smukt på en lille halvø ud i Atlanterhavet. På vejen ud mod kysten læser Paul et digt af Nobelpristageren Seamus Heaney om præcis dette landskab - meget bevægende og meget livsbekræftende!

Herefter går turen videre til Ballyvaughan, hvor jeg skal have en gruppe boende om 3 uger, og heldigvis er der et godt udvalg af hyggelige pubber, restauranter og musik, så mine gæster kommer bestemt ikke til at kede sig.
Kysten ud mod Atlanterhavet er meget smuk - også selvom vejret ikke viser sig fra sin bedste side: overskyet og ind imellem en hurtig byge, men det er aldrig koldt i Irland!
Midt ude på en afsondret halvø ligger en lækker iscreme-butik, der fremstiller og sælger deres eget lokale brand Linnalla. Mælken kommer fra de glade køer på den grønne, frodige mark lige udenfor, og alt er 100% økologisk, fri for farve og konserveringsmidler. Sådan skal is smage - og endnu et eksempel på den gode fødevaretradition, som irerne har.

Fanore er Irlands længste landsby på 4,5 mile / 7 km og en fantastisk sandstrand. Vandet - Atlanterhavet! - er altid en kølig oplevelse, men omgivelserne er helt enestående.
I Doolin får vi et glimt af Cliffs of Moher.Det er én af de helt store seværdigheder i Irland, hvor de grønne marker stopper med et lodret fald 215 m ned til havet. Jeg synes, at man har ødelagt indtrykket ved at bygge store betonrækværk langs med kanten. Oplevelsen af at stå på kanten med 215 m lodret ned i det frådende hav er helt forsvundet, så vi nøjes med et glimt på afstand. Mine gæster får en cruise på en lille båd hen under klipperne, som er en meget bedre og mindre turistet oplevelse.

Frokost indtages i Lisdoonvarna, som er kendt som "Matchmaking-byen". Hvert år i sep. har man 5 week-end´er - typisk irsk, at en måned har 5 week-end´er! - med dans fra morgen til aften. Her er der mulighed for at finde en kæreste eller en ægtefælle, og hvis man ikke rigtig lykkes, så har byen en officiel "matchmaking master", der hjælper til. Tag selv dertil i sep. - og få en ægtefælle med hjem!

Frokost bliver en traditionel irsk ret - bacon & cabbage - på Roadside Tavern, og det smager fantastisk sammen med en kølig Guinness.
Lidt nede af gaden ligger Burren Smokehouse, hvor vi ser en video omkring produktionen af røget laks og får særdeles lækre smagsprøver. Jeg bliver aldrig træt af den passion og glæde, som irerne viser deres produkter - og det kan smages!

Turen tilbage mod Galway bringer os gennem det særprægede landskab The Burren, som er en kalkstensslette med helt anderledes vegetation og mange huler. Landskabet kan minde om et månelandskab, men indimellem dukker en ældgammel stendysse eller ringfort op, som viser at området har været beboet fra ældgammel tid.
Vegetationen er også helt specielt, idet Burren er det eneste sted på jorden, hvor der vokser både alpine og subtropiske planter ved siden af hinanden. Her kan man også finde mange sjældne orkidearter. Et magisk sted, som allerede var kendt i stenalderen, hvor de byggede den imponerende stendysse Poulnabroune.

Tilbage i Galway er det tid til en Guinness på én af de utallige hyggelige pubber. Bedre stemning  end i Latin Quarter findes simpelthen ikke...  
Galway har et stort universitet og en teknisk skole, så der er rigtig mange studerende og unge i byen. Det sætter sit præg på livet, hvor der er levende musik og glade mennesker overalt - om det så er en mandag eller tirsdag aften, så er her liv. Det kunne vi godt tage til os i Danmark, hvor byerne jo er totalt tomme, når forretningerne lukker.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar